HVEM ER VI?

Interessen for at oprette Family Mentor startede, da jeg arbejdede på et af de mange børnehjem på Bali. Børnene på børnehjemmet kom med hver deres historie og fortælling.
Det var historier om spædbørn der var blevet efterladt i en papkasse foran børnehjemmets port. Børn som blev givet væk fordi forældrene ikke kunne forsørge dem. Børn som var blevet misbrugt eller børn som havde været udsat for slaveri. Børn med forældre som ikke kunne magte opgaven.
Family Mentor vil gøre alt for, at flere af disse historier fremadrettet forhindres.

Organisationen Family Mentor er:
Family Mentor er oprettet i 2020 i samarbejde med den 6 år gamle organisation Charity.

Bag Family Mentor er:
Stine Henriksen, 27 år og uddannet pædagog og Social- og sundhedshjælper. Derudover med et kursusbevis i børnepsykologi.
 
Jeg har fra jeg var barn altid ønsket, at arbejde med udsatte børn og deres familier med fokus på trivsel.
Jeg har arbejdet med gadebørn i Tanzania hvor jeg bl.a. lærte dem at udnytte deres ressourcer som øgede deres chancer væsentligt for overlevelse, såsom at lave mad, smykker m.m. som de kunne sælge.
Derudover har jeg arbejdet på børnehjemmet Jodie O´Shea House på Bali.
På øen deltog jeg også i mange andre støttearrangementer bl.a. med at dele mad ud til fattige familier og hjalp til på et center for kræftramte børn og voksne.

Der er mange børn og familier der ikke trives i Indonesien og tallet stiger, fordi der ingen offentlig hjælp er.
Der er forældre der ikke ved hvordan man varetager rollen og som derfor ender med at give deres barn væk til bedsteforældre. Andre familier kan finde rollen som forældre magtesløs og ser sig nødsaget til, at efterlade dem på gaden. I værste tilfælde tager de ikke varer på deres børn og misbruger dem som slaver, seksuelt eller med fysisk vold.
Derfor har familierne brug for en mentor til støtte, for at børnene fortsat trives og udvikler sig positivt samt fastholder deres skolegang. Familierne har lige så meget brug for en mentor til at lære, hvordan man fungerer som familie, skaber tryghed og en stabil hverdag.

Til at starte med, vil Family Mentor komme til øén Bali, hvor der er rigtig mange familier der i magtesløshed sender deres børn på børnehjem. Family Mentor har partnere på Bali, som fortæller, at der er stort behov for Family Mentor. Derudover skal projektet præsenteres for skoler og børnehjem på Bali. Family Mentor har en forventning om at organisationen i fremtiden skal brede sig over store dele af Indonesien.

Hvordan vil Family Mentor opnå dette?
Gennem kontakt til skoler og børnehjem vil Family Mentor skabe kontakt til børn og familier som har brug for hjælp.
 
Inden første besøg hos familierne skal der sendes brev ud til familierne. Her fortælles der hvad Family Mentor er, og hvad der tilbydes.
I samarbejde med familierne besluttes der, hvilke behov de har, og hvor ofte de har brug for besøg.
Et forslag kan være, at forældrene kan få hjælp til jobsøgning.
Det kan også være, at der er behov for hjælp til at skabe en struktur over familiens dagligdag.

Derudover vil Family Mentor sikre, at børnene har mulighed for at gå til aktiviteter eller på anden vis skabe relationer til jævnaldrene.

Grundet sprogbarrieren skal der ansættes en tolk, som kan hjælpe med at oversætte ved behov mellem Engelsk og Indonesisk.